Dressur 1

Spaniel Klubbens dressur 1 prøve består af i alt 4 elementer: lineføring, fri ved fod, dæk/indkald og apportering.

Prøven starter ved at hunden sidder koblet ved førerens venstre fod. På tegn fra dommeren starter føreren i gang fremefter, hvor hunden følger med højre skulder ved førerens venstre knæ. Linen skal være synlig slap, og hunden skal gå med høj hovedføring. Lineføringen foregår over 50 meter, med et enkelt knæk.

Efter de første 50 meter skal hunden være i ro ved overgangen til næste disciplin, som er fri ved fod. Her fjernes linen og den bæres usynligt for hunden. Øvrigt som ovenstående.

Efter fri ved fod er afsluttet, dækkes hunden af uden føreren rører ved den. Herefter går føreren 50 meter tilbage til startpunktet. Når føreren er nået tilbage, skal dommerens tilladelse til at kalde hunden til sig afventes. Hunden skal villigt og uden videre opfordring komme direkte på plads.

Sidste del er apportering, hvor der kastes en dummy. Hunden skal blive siddende ved føreren, indtil dommeren giver tegn. Hunden skal gennemføre apporteringen og aflevere siddende. Apporten skal slippes på førerens kommando, dog først efter dommeren har givet tilladelse.