The way to success – Fodring af konkurrencesportshunden
Du har sandsynligvis en bankkonto, som du selv eller andre indbetaler penge på. Hvis man ikke har behov for at hæve særligt mange penge, behøver man heller ikke indbetale mange penge på kontoen. Hvis man derimod jævnligt vil hæve en god stak kontanter, skal man – naturligvis – også jævnligt indbetale tilstrækkeligt mange penge. Forestil dig nu, at din hund er bankkontoen og foderet er pengene, som du indbetaler på kontoen. En ”couch-potato-familiehund” skal ikke yde det store i løbet af en dag – og det er derfor heller ikke nødvendigt, at indbetale de store mængder ”penge”. En højtydende konkurrencesportshund derimod, som ejeren/føreren kræver rigtig meget af, skal også have de store indbetalinger – ellers er der hurtigt udsolgt på kontoen.
Til dette foredrag lærer du om, hvad du kan fylde i din højtydende hunds foderskål og hvad der ellers er vigtigt omkring fodringspraksis, for at øge hundens præstationsevne. Hunde er forskellige, og det er deres behov ligeså. Dette gælder i allerhøjeste grad sportshunden. Alt efter hvilken sport din hund udøver, skal foderet tilpasses til det specifikke behov.
Foredraget er relevant for alle hundeejere og -førere, som kræver lidt ekstra af deres hunde – både dem som konkurrerer på verdensplan, men også dem, som træner meget med deres hunde, men aldrig kommer til nogle konkurrencer. Foredraget henvender sig til ejere af både lydighedsudøveren, agilitystjernen, den rutinerede lure coursing champion, slædehunden, jagthunden, løbemakkeren og mange flere.
Om foredragsholderen: Ann-Kristin Meyer er cand.scient. i Animal Science fra Københavns Universitet med speciale i hundeernæring. Hundeernæring er Ann-Kristins store passion, og hun er af den overbevisning, at hundefodring handler om mere end bare at forsyne hunden med energi og nødvendige næringsstoffer. Ann-Kristin har hjulpet mange hunde til at trives bedre - blot ved at ændre deres ernæringsstrategi. Dette inkluderer både raske voksne hunde, allergihunde, overvægtige hunde, drægtige og diegivende tæver, hvalpe og aktive konkurrencehunde.
Se mere her -> Hundefodernørden
Tilmelding via blanket længere ned på denne siden.
Klubben er vært for lidt kaffe/te og kage.
Hvornår: | Onsdag d. 30/9 kl 19.30 |
Sted: | Dansk Kennel Klubs lokaler på Parkvej 1, 2680 Solrød Strand |
Foredragsholderen | Ann-Kristin Meyer |
Pris: | 150 kr. for medlemmer af Spanielklubben 200 kr. for ikke-medlemmer af Spanielklubben |
Det med småt:
Din tilmelding er først bindende, når kurset er betalt. Har vi ikke modtaget din betaling inden 3 dage, vil pladsen gå til den næste.
Du kan dog få pengene retur, hvis du fortryder din tilmelding, og meddeler os det senest 14 dage før kursusstart.
Risikoen for at blive syg, eller på anden måde forhindret i fremmøde, påhviler kursisten.
Vi refunderer desværre ikke betaling ved fravær, sen afmelding (mindre end 15 dage), og vi kan ikke flytte betaling til andet senere kursus.
Skulle du alligevel blive forhindret i at møde op, så er du velkommen til at overdrage din plads til en anden, således pengene ikke går tabt.