Jeg fik min første hund Mille - en Cavalier King Charles Spaniel Blenheim - i 2006. Jeg havde længe ønsket mig en sådanne hund. En af grundene til, at jeg ville have en hund var, at jeg ville træne agility med den.
Det startede jeg på i 2007 og mit første stævne var i 2008 i Knuthenborg Safaripark. En kæmpe oplevelse, men jeg var meget uforberedt. For mig var det skræmmende, men vi gennemførte og jeg fik blod på tanden. Vi nåede mange stævner i hendes alt for korte liv. Min Cavalier var en rolig, men sikker hund på agilitybanen og vi hyggede os mere end vi vandt noget.
Jeg fandt sporten meget interessant og startede som "føl" i den klub jeg trænede i. Efter et år som føl tog jeg også 1. del af træner uddannelsen i DKK og blev uddannet træner på begynder/let øvet niveau. Dette var i 2010.
Da Mille var 7 år kunne hendes hjerte ikke mere og hun fik fred. Det var en hård tid. På det tidspunkt havde jeg lige fået min første FT Cocker Spaniel - Tinka. En hund med fut i. Både i hjemmet og til træning er hun en helt anden hund end min første - meget større udfordringer, hvilket gør det hele sjovere på en anden måde.
Vi startede agilitytræning i det små med kendskab til forhindringer mv. da hun var ca. 6 mdr.
Jeg blev trænet i handling i samme periode. Vi er et godt team og Tinka forstår mig og mine bevægelser 110%. Jeg træner og går til stævner for at have det sjovt, men selvfølgelig også for at vinde.
Mit mål er ikke DM, VM og alt det andet, men at kunne deltage i stævner på Tinkas præmisser.
Når jeg træner med Tinka, så er det med belønning ved positiv adfærd - dette gælder både tricks, lydighed og agility. Jeg skælder ikke hunden ud ved fejl, da jeg ved, at hun jo gør hvad mit kropssprog fortæller hende, at hun skal gøre. Derved er det mig, som skal skældes ud, for ikke at fortælle hende det rigtige.
Som træner ser jeg på både hund og handler. Det er vigtigt, at de kan samarbejde og der er glæde ved arbejdet fra begge sider. Handler skal lære at skabe glæde for hunden - få hunden til at forstå, at dette er det bedste og sjoveste i hele verden. Handler skal også selv tro på det - ellers gør hunden det ikke.