Jeg hedder Lise Sørensen og er født i 1994 på Fyn.

Som 13 årig fik jeg min første hund, Ronja, en Dansk/svensk Gårdhund. Jeg blev hurtigt ’bidt af en gal hund’, og gik til træning flere gange om ugen. Med hende har jeg konkurreret i HTM, også kaldet Dog Dancing, og en enkelt prøve blev det også til i både rally og agility, som vi også trænede i mange år. Ronja havde jeg også med på at par udstillinger og skuer, dog uden det fangede min interesse.
I mine teenageår var jeg til en masse forskellige kurser og foredrag om træning og adfærd, og allerede der vidste jeg, at jeg ville være hundeinstruktør en dag. Jeg vidste også, at det ville kræve en hund man kunne træne med i regnvejr og på vådt græs, og allerede der kom jeg i kontakt med Sarah Sjølin fra Kennel Coruscant.
I 2015 flyttede jeg til København for at læse Husdyrvidenskab på Københavns Universitet, og muligheden for at blive instruktør lå pludselig lige for, planen var dog at vente et par år, jeg skulle lige have tiden til det først – og hunden, ikke mindst. En Engelsk Cocker Spaniel skulle det være.
I 2016 stod Sarah dog pludselig med en hvalp, hun syntes skulle bo hos mig, og efter at have besøgt dem var jeg hurtig til at sige Ja tak! Til den skønneste lille Cocker kaldet Paya.
Med Paya konkurrerer jeg i Rally, Nose Work og HTM.
I 2017 startede jeg på Dansk Kennel Klubs Grunduddannelse, hvor jeg blev færdig som hvalpe- og familiehundeintruktør i 2018, og Hund&Trænings Instruktøruddannelse, og i 2018 bliver jeg uddannet Sporinstruktør.
Jeg arbejder hele tiden på at dygtiggøre mig, og holde mig opdateret med den nyeste viden inden for hundetræning og -adfærd. På den baggrund var jeg blandt andet i 2016 og 2017 til ClickerExpo, og de næste kurser og seminarer er allerede planlagt.

