Et skue er en god mulighed for, at du kan prøve at snuse lidt til udstillingssporten. På et skue er der tid til at være ny og der er mulighed for, at danne nye venskaber med andre hundeejere. Her er der tid til at være ny og det kan nogle gange være meget rart, for det der med udstilling, er absolut ikke så nemt som det ser ud til.
Der kan være andre måder at afvikle et skue på, end man oplever det på en udstilling. Men i bund og grund er et skue en uofficiel udstilling. Det vil sige at resultaterne ikke registreres officielt (på hundens offentligt tilgængelige meritter hos Dansk Kennel Klub), og man kan komme ud for, at dommeren ikke er autoriseret for racen (kan dømme på udstilling), men er en dedikeret og dygtig opdrætter med stor forstand på hunde og kynologi.
Hvad er en udstilling?
For nogle er udstillinger et nødvendigt onde for at opnå den ønskede avlsgodkendelse, og for andre er det en sport. En livsstil. Der er plads til begge typer på en udstilling, der i princippet består af to forskellige elementer. Selve bedømmelsen af individets reelle avlsværdi (set med denne dommers øjne) og den efterfølgende konkurrencedel, hvor der kæmpes om placeringer, titler og certifikater. Uanset hvilken tilgang man har til udstilling, bør man have forståelse for, hvorfor en udstilling er nødvendig.
Der er for hver af de registrerede hunderacer nedfældet en standard, der beskriver racens konstruktion og karakteristika. En sådan standard tager højde for hundens oprindelige arbejdsområde, og beskriver hvordan hunden skal være konstrueret, for at den, for springerens vedkommende, kan gå på jagt uden unødvendig brug af energi og uden der er stor risici for skader.
Hundens vinkler skal forstås som en bils støddæmpere. Har hunden ikke passende vinkling i både skulder samt i knæ og hase, vil hunden dels bruge for meget energi på at dække sit terræn, men de stød den får som den bevæger sig, bliver ikke optaget i “støddæmperne” og vil i stedet forplante sig i eksempelvis nakke og hofte.
Skønt der er én standard som alle dommere dømmer efter, vil der være forskel på, hvad den enkelte dommer vægter højst – og lavest. For nogle dommere er det vigtigst at hunden der skal bedømmes har et typisk springerhovede, mens andre er mere interesserede i konstruktionen. Hvad den ene dommer ikke ser som en stor fejl, kan den næste se som værende en graverende fejl. Den perfekte hund findes ikke, men det er den, man stræber mod. Uanset om man er dommer eller opdrætter.